Få styr på 4 lækre thailandske retter

Kao Pad Gai/Muu/Gung – Stegte ris med kylling (gai), gris (muu) eller rejer (gung):

Dette er en risret som ikke er spor stærk når du får den serveret, du skal nemlig selv spice den op med de ingredienser der står til rådighed på bordet. Som navnet antyder er risene blevet stegt i wokken, gerne med lidt grøntsager, æg og en salgs kød efter eget valg.

Pad Thai Gai/Muu/Gung:

Stegte nudler med grøntsager som forårsløg og bønnespirer, og kød efter dit valg: Ligesom med Kao Pad så er dette ikke en stærk ret, og du skal derfor selv tilsætte tørret chili, hvis du ønsker den brændende fornemmelse I munden. Dette er en ret som rigtige mange turister synes godt om.

Pad Grapow Gai/Muu:

Stegt Thai basil med chili, hvidløg, kylling eller gris. Dette er min yndlingsret, og den serveres ofte med en masse chili i, er du derfor ikke til stærk mad skal du efter rettens navn sige ”Mai Pæt”, hvilket betyder ”ikke stærkt”. Thai basil, kød, hvidløg og chili ryger i wokken og smagt til med sukker, fiskesovs og andre ingredienser der gør at retten bliver rigtig smagfuld. Almindelige hvide kogte ris bliver serveret til.

Kao Kha Muu:

Hvide ris med lækkert mørt svinekød, et blødkogt æg, hvidløg og sød chilisauce. Dette mix af mad kunne måske lyde lidt sært for de fleste, men jeg garanterer dig for at det er en rigtig lækker ret. Retten er ikke stærk når den bliver serveret, så er du ikke til stærk mad er dette en rigtig god ret at vælge.

Husk altid på at afslut dine sætninger med et høfligt Kha eller Khrap (krab). Som kvinde siger du Kha og som mand bruger du Khrap. Held og lykke!