6 ting jeg kommer tilbage til Chiang Mai for

I 2014 havde jeg fornøjelsen af 4 dage i Chiang Mai med min kæreste. Vi besøgte Kristian Ole – indehaver af siden her – før vi på vores Thailand-tur tog videre til øen Koh Lanta i syden.

Vi havde ikke brugt lang tid i Koh Lanta før vi gerne ville tilbage til Chiang Mai igen.

Det lykkes – jeg lige nu skriver jeg fra en cafe i netop Chiang Mai, hvor vi denne gang har knap en måned til rådighed og er i byen hele tiden udover et par dage i Phuket.

Igennem halvandet år har vi planlagt at komme tilbage hertil. Det er der især 6 gode grunde til. Nogle af dem handler om de ting Thailand er kendt for i det hele taget, men flere alene om Chiang Mai. Det er nemlig Chiang Mai som by og ikke Thailand som land, vi er kommet tilbage for.

Jeg har en søgemaskine, hvor du kan søge efter billige flybilletter. I den forbindelse flyver jeg også en del. Udover Thailand har jeg i 2016 per skrivende stund – medio februar – også været i USA og Japan. Jeg håber en dag at tage 6-12 måneder i Chiang Mai med min kæreste.

De 6 ting, vi kommer tilbage til Chiang Mai for:

Venlige mennesker og roligt hjerte

Thailand er hjemland for et venligt folk. Thai’erne smiler meget og deres wai er en behagelig og uformel måde at sige hej på.

Thai’erne lever også efter de, de kalder et ”roligt hjerte”. Det er ikke velkomment at komme med vredesudbrud på gaden eller på anden måde vise stærke negative følelser. Du skal tage en dyb indånding og tælle til 10 i stedet. Trafikken er vanvittig, men små uheld og genveje bliver tolereret ved den mindste undskyldning.

Det er behageligt at leve i et land så afslappet som Thailand. I Chiang Mai er det ”ægte” thai-venlighed, mens det i Bangkok virker falsk og påtaget som følge af de alt for mange turister.

Ratilanna & Maya

Min kæreste og jeg vil gerne opleve det ægte Thailand, spise som thai’ere, leve som thai’ere og så videre – men, vi må indrømme at meget af vores tid bliver brugt i Ratilanna og Maya.

Ratilanna er et 5-stjernet resort, hvor du for ca. 500 kroner om måneden får adgang til fitnesscenteret, poolen og de lækre omgivelser. Tak til Kristian Ole for tippet!

Ratilanna er et fantastisk sted at arbejde fra som billedet her viser:

ratilanna chiang mai

Maya er et ”Lifestyle Shopping Center”. Priserne i centeret nærmer sig danske, men en biografbillet med popcorn og sodavand koster dig stadig kun ca. 60 kroner (300 baht).

Maya er renligt, maden er god, biografen er lækker. Her er behageligt at være. Der er mange vesterlændinge, for stedet er for dyrt til at de fleste thai’ere kan være med, men du kan alt i centeret. På CAMP i øverste etage kan du bare sidde og arbejde til billig mad og drikke sammen med andre studerende og læsende thia’ere.

Billige priser og mulighed for at spare op

Vores leveomkostninger – og vi lever som konger herovre – er cirka 8.000 kroner per mand per måned. Vi har scooter, stor lejlighed og spiser meget fint.

Med så lav en leveomkostning har vi gode muligheder for at spare op og det lokker, hvis vi skulle bruge 6-12 måneder på et tidspunkt. Vi ville udmærket som selvstændige inden for henholdsvis jura og markedsføring kunne spare en halv million op hver. Placerer du den halve million i aktier eller fast ejendom har du et udmærket afkast for resten af livet allerede der.

Som selvstændig med mulighed for selv at bestemme din indtægt og spare op er Thailand et meget spændende land at være i.

2 timer til verdens bedste strande

Chiang Mai har en flod, men der er langt til havet.

Men det kan klares med en flyvetur på sølle 2 timer til Koh Chang (direkte fly med Bangkok Airwyas til 4.000 kroner tur / retur) eller Phuket (Bangkok Airways, Air Asia, Nok Air og flere andre flyver, tur / retur billeten koster dig cirka 2.000 kroner).

Det er ikke langt væk!

Andre danskere

Det her punkt er meget individuelt. Jeg kan godt lide at der er andre danskere. Når vi er her, så er vi ikke sammen med andre danskere hver dag – men en gang om ugen er også alt der skal til for at du ikke føler dig isoleret i et fremmed land, hvor ikke alle er lige gode til engelsk.

Der er flere danske IT-virksomheder i byen og det er næppe svært at lære nye mennesker at kende. Det tæller også op.

Og det fantastiske vejr

Her i februar er det 28-36 grader om dagen i den måned, vi er her. På intet tidspunkt på året falder vi til under 15 grader. Det er fantastisk, når du er vant til Danmark, hvor vi smider trøjen ved de 18 grader fordi at det ikke bliver meget bedre.

Du er som menneske mere glad, når vejret er godt. Så simpelt er det. Og det gælder også for os.

Glæden ved at bevæge dig udenfor i t-shirt og ikke fryse er fantastisk. Drop halstørklædet og vinterjakken og kom til Thailand i stedet.

6 ting jeg kommer tilbage til Chiang Mai for

Bedøm





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Om forfatteren Kristian Ole Rørbye

Iværksætter der har valgt at bo og drive SEO virksomhed fra Thailand af. Her hjælper jeg danske virksomheder med at få top-placeringer på Google imens jeg nyder sol og varme hver dag.