Sådan kan du få den lange flyvetur til at føles kortere

Læs med her og få nogle tips og tricks til, hvordan du får tiden til at gå hurtigere når du er ude på en lang flyvetur.

I disse dage bliver der åbnet den ene lange flyverute efter den anden, og verdens længste tur med et passagerfly tager i dag hele 17 timer og 15 minutter. Flyene kan flyve længere og længere på literen og der opfindes hele tiden ny teknologi, der gør disse lange flyveture mulige til en stadig billigere pris. Det betyder at der er flere og flere, der har fået råd til at flyve disse lange ture, hvilket gør at flyene ofte er overbookede og en masse mennesker sidder på et meget lille areal i meget lang tid. Da der ikke rigtig findes nogle fornuftige alternativer til denne rejseform, er det svært at gøre noget ved det og man må som kunde bare finde sig i det. Derfor får du her nogle tips til, hvordan man kan få tiden til at gå hurtigere, når man er ude på en lang flyvetur.

Den nemme løsning

Find checkhæftet frem og betal for en bedre plads. Det koster ganske vidst en del, men på de rigtig lange flyrejser på mere end 10 timer kan det sagtens betale sig. Man får ikke kun bedre plads, men også kvaliteten af mad, service og søvnkvalitet stiger, hvis man forkæler sig selv. Hvis man alligevel skal bruge mange tusinde på en ferien, betyder de ekstra penge ikke så meget i det store billede, da man får meget mere ud af rejsen, hvis man er frisk og udhvilet allerede ved ankomst.

Tænk dig om når du vælger, hvilket sæde du vil sidde i

Hvis du er så uheldig, at der ikke er flere pladser tilbage på business class (eller tilsvarende), kan du alligevel få et sæde, der er bedre end de fleste andre på economy. Det de fleste vælger at gøre er at booke plads ved nødudgangen. Dette forudsætter at man ikke har børn, da man skal være indforstået med, at hvis flyet nødlander, skal man hjælpe personalet med de nødvendige sikkerhedsprocedurer, hvilket de selvfølgelig fortæller mere om før take-off. Til gengæld får man masser af benplads og nem adgang til at stå op. Desværre er dette også ensbetydende med en plads nær toiletterne, hvilket kan betyde, at man bliver forstyrret i nattesøvnen. Alternativt kan man bestille en plads bag væggene, der adskiller de forskellige afdelinger på flyet. Det er dem der bliver bestilt først, men er du tidligt ude, kan du få plads til benene uden forstyrrelser fra folk foran dig. Du har godt nok ikke plads til din håndbagage under sædet foran dig, men det synes de fleste er et godt bytte for den ekstra plads.

Udnyt mulighed for at strejke benene

Når først man har fundet sin plads og måske sidder mellem to fremmede mennesker, er der mange der bliver siddende der på stort set hele flyvningen. Det er dog ikke særlig sundt og det er også en af grundene til, at der er mange der oplever at fødderne hæver op, når de skal have sandaler på efterfølgende. Dette skyldes simpelthen at blodomløbet i vores krop nedsættes. Man kan selvfølgelig investere i et sæt kompressionssokker, men der er nu ingen bedre måde at få gang i kroppen på end ved at gå en tur ned at gangen eller stå nede ved personalet og strække lidt ud. Hvis man er rigtig heldig møder man en fremmed, man kan stå og snakke med, hvilket får turen til at virke kortere.

Tænk dig om når du pakker din taske

Når du skal ud at flyve langt, skal du ikke kun tænke på, hvor meget plads der er i din kuffert. Din håndbagage er essentiel, hvis du vil have tiden til at gå hurtigere og føle dig komfortabel, når du sidder tæt sammen med masser af mennesker. Du kan naturligvis ikke undvære tandpasta og tandbørste, hvilket derfor er det første du skal pakke. Derudover bør du investere i en nakkepude og eventuelt et sæt ørepropper og en øjenmaske. De fleste flyselskaber uddeler disse gratis, men det er ikke alle. Du bør også altid have et ekstra sæt tøj i din håndbagage. Dette skyldes at man nemt føler sig ulækker, når man har sovet i flyet. Mister du din kuffert eller bliver den forsinket, vil du også kunne drage stor fordel af at have pakket et ekstra sæt.

Læs også: Forsinket fly? Få kompensation

Sidst men ikke mindst bør du også overveje, hvordan du pakker din taske, da det altid er fornuftigt at pakke de ting øverst, som du bruger oftest. Så slipper du for at endevende dine ting og eventuelt ligge dem på det beskidte flygulv, hvis der er noget du ikke kan finde.

Arbejd med det mentale

Rigtig mange flyrejsende tænker allerede lang tid før rejsen på, at de ikke kan overskue den lange rejsetid i flyet. Derfor kan det hjælpe, hvis man forsøger at dele tiden lidt op, så det ikke virker så uoverskueligt. Rigtig mange sover på flyrejsen, hvilket man kan “trække fra” den samlede tid i flyet. Derudover kan man se en film i flyet eller på sin computer eller iPad, hvilket også får tiden til at gå hurtigere. Sover man i 5 timer og ser en film der varer 2 timer, så er flyveturen lige pludselig ikke så slem. Takeoff og landing tager også 1 times tid og så får man også mad op til flere gange på længere flyvninger, hvilket også tager tid. Tænker man på flyveturen på denne måde, virker det ikke til at være så slemt, som hvis man tænker på den samlede flyvetid som én lang tur.

Overvej hvad du spiser på flyveturen

Man skal altid tænke over hvad man spiser, men hvis man skal ud på en lang flyvetur, kan det i særdeleshed være fordelagtigt. Man har nemlig fundet ud af, at jo flere kulhydrater man spiser (herunder sukker), jo mindre jetlag ender man med at få. Man skal dog være opmærksom på at jo mere man propper i sig, jo mere ustabilt bliver blodsukkeret, og det kan betyde at man kan få svært ved at sove. Da det er veldokumenteret, at smagsløgenes evner forringes, når man er udsat for en lav luftfugtighed og et lavt lufttryk, propper flyselskaberne en masse salt og sukker i maden for at kompensere for den manglende smag. Derfor kan det både være en stor fordel at fylde sig med flymad, men også en stor ulempe, hvis det betyder, man ikke kan få tiden til at gå med at sove. Heldigvis må man stadig gerne medbringe egen mad på flyvningerne, hvilket kan være en stor fordel, hvis gerne man vil have et nærende måltid mad uden for meget sukker.

Det er vigtigt at drikke vand – især hvis du nyder alkohol eller kaffe

Da luftfugtigheden på flyvninger er ekstremt lav, er det vigtigt man drikker rigeligt med vand, da kroppen ellers dehydrerer. Man skal selvfølgelig huske på, at man ikke må have vand med igennem sikkerhedskontrollen, men man kan få gratis vand på flyet og alternativt købe det i lufthavnen, så man har rigeligt til den langt tur. Drikker du koffein og alkohol under din rejse (det gør de fleste), vil du blive ekstra dehydreret og det kan gøre dig træt og flyveturen vil føles endnu længere. Hvis ikke du kan undvære en øl i lufthavnen eller en kaffe på starbucks, kan du forhindre dehydrering ved at drikke et eller flere glas vand, hvilket du vil takke dig selv for senere på rejsen.

Overvej hvad du tager på, når du skal sidde i en flyver i lang tid

På kortere rejser kan man til dels retfærdiggøre at flyve i ens flotteste tøj og fineste sko, men på længere rejser kan det være meget ubekvemt at vælge at tage sådan noget tøj på. Også selvom det langt fra er det pæneste du kan finde i klædeskabet. Det vigtigste er komforten, der gør det muligt at sove og slappe af på den lange tur, og så må udseendet komme i anden række. En god tommelfingerregel som de fleste rejsende bruger er, at rejse i tøj der nemt kan tages af og på, da indeklimaet i et fly kan variere meget, alt efter om folk sover eller om der bliver serveret mad.

Udnyt mulighederne for underholdning om bord

De fleste flyselskaber der flyver lange ruter, har i dag en eller anden form for skærm, som selv folk på economy kan bruge til at se film og spille spil på. Her vises alt fra de nyeste film, der nærmest kun lige har gået i biografen, til serier og lignende, der kan underholde selv den mest kræsne seer. Dette er for de fleste den bedste måde at fordrive de mange timer på, men hvis man hverken er til serier, film eller spil, kan man med fordel medbringe en e-bog eller lytte til et podcast på sin telefon.

Læs også: Rejsetip – husk ørepropper

Almindelige bøger fylder en del i håndbagagen, hvilket man kan undgå ved at udnytte de muligheder, den nye teknologi giver. Husk at hvis du gør brug af dine egne enheder, såsom din telefon eller tablet, kan du med fordel medbringe en power-bank, da det ikke er alle flyveselskaber, der tilbyder opladningsmuligheder.

Husk at det bare er en flyvetur

Det at man sidder i et fly kan få mange mennesker til at ændre deres adfærd markant. Dette er dog slet ikke nødvendigt og i de fleste tilfælde ikke særlig fornuftigt. Selvom man sidder i en flyver, kan man med fordel stadig vaske ansigt, børste tænder, bruge deodorant, skifte undertøj og i det hele taget gøre de ting, man ville gøre derhjemme. Dette vil blandt andet medføre, at man føler sig mere frisk, når turen er slut og disse ting tager alt sammen tid, hvilket får turen til at føles kortere. Hvis der er store tidsforskelle på dit afgangs- og ankomststed, kan du med fordel forsøge at leve efter den lokale tid på din destination, ved eksempelvis at sove tidligere eller senere end du plejer, når du er ude at flyve. På den måde er får du mere ud af din tur ved at udnytte den ellers kedelige flyvetid til at omstille dig til en anderledes døgnrytme.

Sådan kan du få den lange flyvetur til at føles kortere

gennemsnit ([pr.]) 4 stemme





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Om forfatteren Kristian Ole Rørbye

Iværksætter der har valgt at bo og drive SEO virksomhed fra Thailand af. Her hjælper jeg danske virksomheder med at få top-placeringer på Google imens jeg nyder sol og varme hver dag.